Skørping Kirke

Gl. Skørpingvej 150, 9520 Skørping. 
Kirken er åben alle dage mellem klokken 08.00 og 16.00

Akvarel af Skørping Kirke

Kor og skib er fra 1100-tallet. Bjælkeloftet i skibet er endnu som i romansk tid. Tårn og våbenhus er fra gotisk tid.

Norddøren benyttes som indgang. Dens tympanon (overligger) viser en buerække  (syv buer: skabelsens syv dage?), flankeret af to træer (livets træ og kundskabens træ). Syddøren, som nu er tilmuret, har tympanon med indhugget kors (forløsningens symbol).

I dronning Margrethe 1´s tid blev mod syd tilbygget et kapel, der nu fungerer som tværskib. Et spa­destik under kapellets gulv løber det væld, som giver vand til brønden - “Helligkorskilden” - ude på kirkegården.

I kapellet lod dronning Margrethe 1 i 1392 rejse et helligkorsalter. Her skulle præsten i Skørping hver fredag læse en messe - fredag var jo den dag, da Jesus blev korsfæstet. Efter reformationen og til langt op i forrige århundrede fortsatte man med at holde ugentlig fredagsaftensang i kirken.

Endnu holdes der, som en rest af skikken, fasteprædiken i kirken en fredag i fastetiden.

Fra samme tid som kapel og helligkorsalter er kalkmalerifrisen på skibets nordvæg. Den høggotiske kalkmalede frise med Jesu Lidelseshistorie kan dateres til ca. 1375-1400 og er et af Jyllands få eksempler på kalkmalerier fra denne periode.

Frisen, som er delt i to rækker med 12 billeder i hver, viser scener fra Jesu lidelseshistorie. Øverst fra venstre ses: 1) Jesu indtog i Jerusalem. 2) Folkeskaren hylder Jesus. 3) Jesus i Gethsemane have, de sovende disciple, en engel fra Himmelen. 4) Nadveren, Jesus og de tolv apostle. 5) Judas aftaler med en farisæer at forråde Jesus. 6) og 7) mangler delvist, der ses en krigs­knægt - pågribelsen af Jesus? 9) En jøde anklager Jesus for Pilatus. 10) Jesus føres frem for 11) Pilatus, der vasker sine hænder. 12) Ypperstepræsten Kajfas.

Nederst fra venstre ses: 13) Judaskysset. 14) Judas angrer og giver pengene tilbage. 15) Piskningen. 16) Tornekroningen. 17) Via dolorosa, korsbæringen. 18) og 19) og ­20)mangler delvist - korsfæstelsen? 21) Nedtagningen af korset. 22) Opstandelsen. 23) Jesus viser sig for den vantro Thomas. 24) Jesus og de to disciple i Emmaus.

Læs mere om kalkmalerierne

Messehagel
Messehagelen er udført i høj kunstnerisk kvalitet i valget af symbolik, farver, materialer og en treenighed af teknikker: Væv, tryk og broderi. Haglen kan benyttes ved alle højmesser og festlige handlinger i kirken. Selve messehagelen skæres i den klassiske form og er af vævet damask-tekstil, som er bygget op af et geometrisk mønster med indvielseskorset som forbillede. Indvielseskorset har både form som et kors og en blomst og cirklen omkring symboliserer evigheden. På damaskstoffet er der trykt billeder af kvadre-sten. 

Læs om ny messehagel til Skørping Kirke

Orglet i Gammel Skørping Kirke
Orglet er bygget af GUNNAR FABRICIUS HUSTED ORGELBYGGERI APS i år 2000. Arkitekt Alan Havsteen-Mikkelsen (1938-2002) har tegnet orgelfacaden. Orglet er drejet, så det står på skrå i kirkerummet, hvilket giver en spændende virkning, og således, at der bliver facade i 3 retninger, da kirken har et sideskib modsat orglets placering. Kirkens inventar var fra tidligere restaurering malet i en dyb sortblå farve, med guldstafferinger, som er videreført på orglets facader. Gitterværkerne over facadepiberne er malet i en mørkeblå farve.

Stemmer: 10. Manualer: 2 + pedal. Koblinger: 3

Hovedværk Svelleværk Pedalværk

Principal 8'
Rørfløjte 8'
Oktav 4'
Oktav 2'
 

Bordun 8'
Gedaktfløjte 4'
Spilfløjte 2'
Sesqialtera II, 2 2/3' - 1 3/5'
Kvint 1 1/3'

Subbas 16’